| Jorden rundt på fem uger |
|
Første stop på rejsen er Mellemøsten. Hele skolen er samlet om et fælles tema med fokus på den arabiske verden. Byen har været vært for Images Of The Middle East, en kulturfestival der ønsker at give et billede af den moderne og mangeartede arabiske kultur. Dette var også vores målsætning med arbejdet, og samtidig ønskede vi, at eleverne skulle have et mere nuanceret indtryk af et aktuelt område. Som optakt til temaugen deltog forskellige klasser i kulturelle arrangementer tilrettelagt af Images Of The Middle East. Skolebiblioteket stod for den overordnede planlægning, med planlagte fælles aktiviteter på alle klassetrin i løbet af ugen og en fælles souq-dag for hele skolen og forældre til eleverne. Krudt og kanel. Overbygningen kæmper med den nationale identitet. Den syltes på henkogningsglas og krydres med videospots om det at være dansk. Den iranske film Beautifull City skaber dyb eftertanke om menneskeværd, om blodpenge og om prisen på kvinder, der er det halve værd af mænd. Spir, kupler og sød konfekt. Mellemtrinnet koger "lokum", bager kager, former falafel, skriver arabiske bogstaver og laver parafraser over islamiske mønstre. Mavedans øves, skopudsning trænes, og der spilles backgammon. 1001 nat. I indskolingen har vi besøg fra den lokale arabiske skole Al Irshad. Den arabiske lærer læser eventyr op, og sammen med de arabiske børn leger og synger de. 3. klasserne klædes ud som prinser og prinsesser og indøver et eventyr fra 1001 nat som læseteater. Børnehaveklasserne bygger en kamel i næsten fuld størrelse, der skal bruges til foto-tableau på souq-dagen.
|