Alene derfor kan man argumentere for, at vi skal inddrage det internationale perspektiv i vores undervisning. Men måske er det et endnu mere tungtvejende argument, at vi efterhånden alle er blevet verdensborgere med et menneskesyn, der i sig rummer en erkendelse af, at det er i mødet mellem det fremmede og det kendte, at tingene sker.


Vi skal - men gør vi det?
Jeg har den lidt naive holdning, at det ikke er med vilje, at mine kollegaer ikke inddrager Den Internationale Dimension. DID forsvinder simpelthen i alt det andet, de også skal nå.
Derfor har jeg opstillet nogle grundsætninger, der kan være med til at få kollegaerne til at tænke anderledes:

Det hedder ikke ”i stedet for”, men ”også”

Global undervisning bygger på et menneskesyn

Start med noget, der med 100 % sikkerhed bliver en succes.

Grunden til, at det hedder ”også ”, er, at Den Internationale Dimension ikke er et separat tema i udvalgte fag, men en del af alle fagenes Klare Mål. Kollegaerne skal ikke opleve det, som lægges der en masse ekstra forberedelse/arbejde oveni den ellers planlagte undervisning.
At global undervisning bygger på et menneskesyn betyder blot, at man som underviser tager stilling til, om man vil sig selv eller hinanden. Og der er vel ingen, der kan tillade sig at sige, de kun vil sig selv?
At tingene bliver en succes er jo altid rart. Derfor skal man starte i det små og genbruge andre kollegaers undervisningsforløb tilpasset ens egen klasse/klassetrin. De forkromede projekter kommer senere.

Ord alene er ikke nok
Hvis det overhovedet skal kunne lade sig gøre at arbejde med Den Internationale Dimension, kræver det, at skolens ledelse er villig til at afsætte et pengebeløb og timer til de involverede lærere.
Derfor er et Internationalt fagudvalg en god idé.
I et sådant fagudvalg er det videre en god idé, at det består af følgende personer: En fra ledelsen, tre lærere (en sproglærer, en naturfaglig lærer og en humanistisk lærer) og en fra biblioteket. Sørg for, at der vælges en koordinator, så der er en, der har overblikket, trækker i trådene osv.

Koordinator skal ikke være en ildsjæl
Med det mener jeg, at en ildsjæl blot giver mindst ti andre en undskyldning for ikke at lave noget. En koordinator skal derfor stille spørgsmål frem for at påtage sig mere arbejde.
På min skole har jeg som koordinator fået en portion timer, der kan bruges efter behov. Hvis et team har behov for et oplæg om UNESCO´s Verdensarv, kan man få koordinatoren ned i klassen og starte et forløb op. Men det er lærerne, der har klassen til daglig, der står for undervisningen.
Det kan også være, at man har brug for inspiration til et projekt. Så inviteres koordinatoren med på et teammøde, hvor han/hun kan komme med gode idéer til, hvordan man ”også” kan få Den Internationale Dimension med i det pågældende projekt.
Jeg har som koordinator fundet ud af, at flere af mine kollegaer lettere ”lader sig overtale” til at inddrage Den Internationale Dimension i deres undervisning, hvis jeg allerede har strikket et forløb sammen. Derfor gemmer jeg alle de forløb, som både jeg selv laver, og som mine kollegaer laver.
Når en småstresset kollega siger: ”Nej, vi skal ikke arbejde med DID, for vi skal nå at lave bla bla bla”, så ligger der allerede et færdigt forløb, som passer til den pågældende lærer. Og hvem kan sige nej til mindre forberedelse?

Synlighed
Som jeg nævnte i starten, er jeg af den opfattelse, at det ikke er, fordi mine kollegaer ikke vil arbejde med UNESCO og Den Internationale Dimension, men at de glemmer det i den daglige forvirring.
Derfor er det mit job som koordinator konstant at minde mine kollegaer om, at UNESCO og DID er en del af skolen.
Jeg har et punkt på lærermødet i februar/marts, der hedder ”Husk UNESCO & DID”, hvor jeg lige kort fortæller om, hvad mulighederne er. For en sikkerheds skyld bliver samme punkt også nævnt på mødet i april/maj. Det er nemlig i disse måneder, lærerne begynder at tænke fremad mod næste skoleår.
Det er også koordinatoren, der bestiller en ”Moesgaard-kasse” hjem til udstilling på biblioteket. Så kan alle, der har deres daglige gang på skolen – elever, forældre og lærere – blive inspirerede og få mod på selv at bestille en kasse hjem til undervisningen.
Det er også koordinatoren, der skriver på skolens intranet, at der ligger en invitation til at komme på Youth Forum i Newcastle eller, at der nu er mulighed for at samarbejde med en partnerskole i et eller andet land.



Aktiv inddragelse
Lærerne skal med på Youth Forums med deres elever. Det er ikke koordinatorens job, selv om en tur til eksempelvis Newcastle lyder godt.
Lærerne skal kunne komme på besøg på partnerskolerne i udlandet, så de kan møde deres udenlandske kollegaer, for det er ”face to face”, hvor det virkeligt rykker.
De skal orienteres om ASP-netværkets årsmøder, hvis der er emner og temaer, der senere på året vil være relevante for dem og deres team.
Jeg kunne godt komme med endnu flere gode argumenter for hvorfor og flere forklaringer på hvordan, man kan inddrage UNESCO og DID i undervisningen. Men den vigtigste forudsætning er, at ens kollegaer er klar over, at muligheden eksisterer, og at de er villige til at udnytte den!

Derfor er jobbet som internationale koordinator ikke et job for en ildsjæl!

Jacob Ølgaard, Nivå Centralskole