PraktiskDokumenterAndre ressourcerKontaktEnglishLoginAdm
Hurra! Det lykkedes..






Inden besøget havde vi aftalt at etablere en pennevennekontakt mellem islandske elever og Skovvangskolens 5. og 6. klasser.
I forbindelse med, at Skovvangskolen er involveret i WHE-netværket, besluttede vi at søge midler til en studietur til Island. Formålet med denne studietur var at skabe direkte kontakt ved at præsentere de to danske WHE-sites, Kronborg og Roskilde Domkirke, på engelsk for de islandske elever.

Det svære valg
Desværre lykkedes det os kun at skaffe tilstrækkelige midler til otte elever og tre lærere.
At udvælge disse elever fra skolens 5. og 6. årgang viste sig at være en vanskeligere proces end først antaget. Interessen for at deltage i en sådan studietur var overvældende både blandt eleverne, og ikke mindst blandt forældrene!
Vi bad de interesserede elever udarbejde en kreativ præsentation af deres umiddelbare kendskab til Island. På baggrund af denne præsentation blev eleverne interviewet om deres særlige kvalifikationer.
De ”heldige” elever fik herefter til opgave at udarbejde spændende materiale om henholdsvis Kronborg: 6. årgang og Roskilde Domkirke: 5. årgang.
Desuden udarbejdede hver elev en præsentation af sig selv, sin familie, interesser, skole mm.
Denne præsentation blev sendt til de islandske værtsfamilier, som hver skulle huse to danske elever.

island.jpg

Island – sagaernes ø
Studieturen startede den 7. maj 2007, hvor forventningsfulde elever og lærere fløj med Iceland Express til Reykjavik. Vi blev mødt af lige så spændte islændinge, som tog hjerteligt imod os. Det var dejligt at opleve, hvor velkomne vi var i de islandske familier.
Skolebesøgene var meget vellykkede, og nye kontakter blev etableret. Det blev en stor oplevelse for eleverne at formidle på engelsk og erfare, at selv om de kun har lært sproget i kortere tid, var det alligevel muligt at kommunikere.
De islandske lærere udviste stor interesse for vort projekt og gjorde alt for, at vi skulle føle os velkomne. Det var meget interessant at få et indtryk af en almindelig skoledag i en islandsk grundskole og sammenligne ligheder og forskelle med det danske skolesystem.

Også Islands Verdensarv-sted Thingvalla, geyserne, og udendørsbadning i ”Den blå Lagune” blev uforglemmelige oplevelser. Hertil kommer Islands natur. Bjerge, lavamarker, vandfald og det fantastiske farvespil, fik for alvor danskerne fra det idylliske Nordsjælland til at spærre øjnene op.

Vision for fremtiden
Naturligvis følger vi op på de allerede etablerede kontakter, og vi er allerede nu i gang med at knytte nye kontakter mellem skolernes 4. årgange.
Mange gode kræfter er i fuldt sving med at finde udveje for, at de islandske elever og lærere kommer på genvisit i Danmark. Udfordringen er til at få øje på. Interessen fejler ikke noget, men økonomien skranter. Næste trin er lejrskoleture til Island.
Kun fantasien sætter grænser – men at nedbryde grænser er jo netop det, som det internationale samarbejde handler om!

Island i ord og billeder: www.skovvang-skolen.dk

Vivi Rasmussen og Kirsten Meyer, Skovvangskolen