| Danskere i Vestindien 1848-1917: Hugo Larsen |
|
De fleste forbinder Danmark med et lille land, som i perioder har inkluderet Sverige, Norge, Island og Færøerne. Men stadig et lilleputland i størstedelen af sin godt 2000 årige levetid. At vi har været en kolonimagt, skænker de færreste en tanke, og at vi har anpart i en af verdenshistoriens mørkeste kapitler, plejer vi med elegance at undgå, når vi lære om slavernes historie i skolen. Kommer vi endelig ind på Danmarks rolle, hæfter de fleste sig ved, at vi var en af de første nationer til at afskaffe slavehandel (dette skete allerede i 1802), men altså ikke selve slaveriet. Der skulle gå endnu 46 år, før allerede købte slaver blev frigivet i de danskejede områder. Når man derfor tænker på Dansk Vestindien, som en del af Danmark er det mere som et tropisk indslag i vores historie - de fleste tænker på fest, farver, karneval og glade mennesker. De færreste ved ret meget om hvilken rolle Danmark spillede og om vi overhoved betød noget for hverdagen på øerne; jeg anede selv ikke meget andet end, at vi havde ejet øerne, og at vi solgte dem til USA i 1917. Men Dansk Vestindien er ikke bare et farverigt indslag i vores til tider regnfulde hverdag. Dansk Vestindien er beviset på, at Danmark ikke altid bare har været det lille uskyldige smørland mod nord, hvor vi intet gør forkert, og hvor alle har det godt. Vi var en del af et verdensomspændende fænomen, som undertrykte en hel race bare p.gr.af hudfarve. Nu kan man påstå, at slaver har eksisteret altid, og at datidens mennesker ikke vidste bedre... ... og ja det er rigtig. Slaver har altid eksisteret. De var en stor del af antikkens Rom og Athen, ja begge byers infrastruktur var baseret på slavearbejde. Selv vores elskede vikinger havde trælle. Man kunne sagtens fylde et essay om danskernes rolle i trekantshandlen og slaveriet; at danskerne foretog 340 rejser under dansk flag, fragtede ca. sammenlagt 85.000 slaver ombord, og at der derudover, fra de danske forter langs Afrikas kyst, blev udskibet 15.000 slaver til skibe under andre flag. Dette lyder voldsomt, men dækker faktisk ikke mere end ca. 1 procent af datidens slave handel. En rejse tog ca. 3 måneder eller længere, og i snit døde 15-20 % af slaverne... modstillet ca. 30 % af besætningen. Men jeg vil ikke skrive om slavehandelen, for der er ikke meget mere at sige om den del, end at det var forfærdeligt, og at jeg håber, at fremtidens mennesker vil huske historien, så vi ikke gentager dens grusomheder. I stedet vil jeg kigge på nogle af de danskere der tilbragte tid på Dansk Vestindien. En af de mere ukendte og alligevel kendt for sin samtidig, som besøgte øerne var kunstneren Hugo Larsen (1875-1950). Han voksede op i et borgerligt københavnerhjem. Faderen var en rimelig velstående malermester og han var ambitiøs på børnenes vegne; det var hans mål, at de skulle stige i op ad den sociale rangstige. Hugo Larsen var den ældste af 4, og udset til at skulle videreføre firmaet. Han kom da også i lære som maler, men det fangede ham ikke rigtigt. Han var distræt og fandt det mere spændende at male portrætter end at male paneler. Hugo Larsen havde siden barnsben haft talent for at male, og dette var blevet plejet på teknisk skole. Hugo Larsen bestemte sig for at blive kunstmaler i stedet for malermester... og selvom bølgerne nok har gået højt i det københavnske hjem, endte Hugo Larsen med at få sin vilje. I maj 1899 dimitterede han fra Kunstakademiet og samme år udstiller han for første gang på Charlottenborgs Forårsudstilling[1] med et portræt af hans fader. Bag Hugo Larsens rejse lå et stort "reklame" fremstød for øerne. Efter regeringens mislykkede forsøgt på at sælge 2 af de 3 øer til amerikanerne i 1902, fordi øerne, efter slaveriets ophævelse, ikke længere var en rentabel forretning for Danmark, skete der et forsøg på at genrejse øerne popularitet i den danske befolking. Foreningen "De danske Atlanterhavsøer" blev stiftet, og flere pengestærke københavnere støttede sagen - f. eks etablerede H.N. Andersen fra ØK en afdeling på St. Thomas og grosserer Holger Petersen etablerede et plantageselskab, som opkøbte uudnyttede ejendomme. Selv Kunstflidsforeningen med Emma Gad i spidsen, som ikke på samme måde kunne tjene noget på det, involverede sig og oprettede kurser, hvor dansk vestindere kunne komme til Danmark på sommerkursus med håndarbejde, undervisning i dansk og ekskursioner. Ja de kongelige gik også ind i sagen - prinsesse Marie havde, sammen med sin mand prins Valdemar besøgt Dansk Vestindien, og var faldet for øernes charme. Da hendes "tegnelære" Frants Henningsen forslog, at man burde sende en ung, lovende maler derover, som så kunne beskrive kolonien gennem malerier, og derved hjælpe med at ændre meningen om at man skulle sælge øerne. Prinsessen var med på ideen, men hvem skulle betale - Prinsesse Marie fik overtalt grosserer Holger Petersen til at betale rejsen derover, og den unge lovende kunstner, Henningsen havde i tankerne, var ingen anden end Hugo Larsen. D. 19. januar 1904 forlod Hugo Larsen, ombord på damperen St. Croix, København med kurs mod Dansk Vestindien. Rejsen var beregnet til at tage de normale 3 uger, men grundet maskinproblemer ankom Hugo Larsen først til øerne d. 14. februar, efter en måneds rejse. Hugo Larsen havde bundet sig til at blive mindst 1 år på øerne, men han vendte først hjem i 1907 efter 3½ år, som primært blev tilbragt på St. Thomas med korte svipture til St. Croix. Det Dansk Vestindien, som Hugo Larsen ankom til, var ikke et tropisk slaraffenland; det var et land, hvor det, siden slaveriets ophævelse i 1848, primært var gået ned ad bakke. Men, som man kunne tro, var det ikke mismod, der dominerede Hugo Larsens billeder. Han malede hverdagssituationer, som ser man bort fra hudfarven, sagtens kunne havde forgået i København - motiverne var kvinderne i marken, tjenestefolkene, arbejder o. lign. Han så vestinderne for det de var - helt normale mennesker. Hugo Larsen gengiver det hele med en sælsom blanding af humor og respekt, og billederne virker ligefrem en smule ueksotiske. Hugo Larsen sendte ingen billeder hjem, som lovet; dette kan tolkes, som at han ikke havde nogle billeder at sende hjem, men virkeligheden forholdte sig anderledes ... Hugo Larsens år på øerne var nok hans mest produktive år - mange nutidige kunstkendere mener også, at hans bedste værker skal findes blandt disse billeder. Kan det så være at han solgte dem alle sammen til øernes beboere? Nej, der var ikke noget videre kunstpublikum i Dansk Vestindien. Faktisk havde Hugo Larsen hovedparten af billederne med sig hjem igen; og hvilken skæbne de led (mere om dette senere). Hugo Larsen beskriver selv sin tid på øerne, som den lykkeligste i hans liv. Befolkningens afslappede, "go with the flow" attitude passede perfekt til hans egen natur. Samtidig havde Hugo Larsen den sociale egenskab, at han med lethed gled ind i ethvert miljø - om det var på de bonede gulve i Københavns højere lag eller lokalbefolkningen på St. Thomas. Denne egenskab ses på hans billeder - hvor han fik lov til at lave sine skitser uden, at hans tilstedeværelse forstyrrede eller påvirkede motivet. Dette giver nogle meget realistiske billedmotiver/ billeder. Hugo Larsen vendte snuden hjemad i sensommeren 1907. Grunden vides ikke helt præcist, men Hugo Larsen havde længe forsøgt at rejse penge til hjemrejsen, da grosserer Petersen kun havde betalt for udrejsen. Hugo Larsens kuffert var fuld af billeder. 35 af dem udstillede han på Charlottenborgs efterårsudstilling. Men hans billeder faldt igennem med et hult brag. I den tid der var gået, siden Hugo Larsen stævnede ud fra København, var stemningen mod øerne vendt, både blandt landets spidser, men også blandt befolkningen. Ikke nok med at hans billeder fik med grovfilen af anmelderne (som mente at han ikke havde personlig gjort troperne, men bare kopierede andre store malere), så solgte han intet. Den gryende interesse for øerne, der skabte grundlag for hans tur var total forsvundet - den gængse opfattelse af øerne var, at de koster Danmark penge, og at de var en ekstra, unødvendig byrde. Disse lidt hårde knubs stoppede dog ikke Hugo Larsen fra at male. Han gemte trope billederne væk for en tid, og vendte tilbage til portrætmalingen. Indtil omkring 1914 levede Hugo Larsen af at male portrætter, men omkring 1914 købte hans gamle ven, Justus Ulrich, godset Ravnstrup, og han inviterede Hugo Larsen til at tilbringe juleferien på godset. Denne ferie blev et vendepunkt. Hugo Larsen lærte Justus Ulrich at kende i Dansk Vestindien, og gennem ham blev Hugo Larsen introduceret til et publikum, der delte hans glæde ved Dansk Vestindien. Efter 7 år hjemme fik han et publikum, som værdsatte hans vestindiske billeder, og som gad købe dem - en af de bedste privatsamlinger findes i dag på Knuthenborg. Desværre vides der ikke meget mere om Hugo Larsens tid på Dansk Vestindien, da han hverken sendte mange breve eller skrev dagbog - han var ikke den store skriver; men hans billeder fortæller deres helt egen historie. En historie der fortjener at blive fortalt. Danskernes oprindelige ide med Dansk Vestindien var at danske bønder skulle udvandre dertil og så sende deres afgrøder hjem - desværre døde bønderne som fluer. Det nye samfund man fik opbygget bestod altså af indvandrer, bare ikke danske, men folk fra andre øer i området. De snakkede heller ikke dansk, men afarter af deres ejers sprog og til sidst endte det med at blive til engelsk. Alligevel var de danske vestindere og dermed danske statsborgere, så når politikerne overvejede at sælge øerne overvejede de faktisk at sælge danskere, lidt ligesom hvis regeringen forslog at sælge Jylland, fordi jyderne ikke producerede et overskud. Dette lyder meget barsk, men sandheden er nok at dengang så man ikke befolkningen på Dansk Vestindien som danskere; de blev kaldt negere. Dette fortsatte man med helt til 1917 - ordvalget viser at man fandt vestinderne anderledes, at man ikke betragtede dem som rigtige danskere, selvom vestinderne meget lignede danskerne efter mange år med europæisk indflydelse. Man hæftede sig ved forskellene - hudfarven (sort), trosretningen (katolikker/anglikaner) og sproget (engelsk). Der var dog nogle som allerede dengang mente at vi kunne få gavn af en udskudt dansk del i Caribien - at de kunne lære noget af os, men at vi så sandelig også kunne lære noget af dem (helt ligesom i dag), og selvom den danske indflydelse på øerne i dag er begrænset til by- og vejnavne, såsom Christiansted og Frederiksted, så var perioden omkring Hugo Larsens besøg nok det tidspunkt hvor Danmark og Dansk Vestindien var tættest og vidste mest om hinanden. Men selvom vi intet har med Dansk Vestindien at gøre i dag skader det ikke at vide noget om øerne - og i lyset af globaliseringen kommet alt jo tættere på så man kan ikke gemme sig i sit eget lille smørhul mere.
[1] Charlottenborgs forårs- og efterårsudstilling var dengang højborgen for god kunst |