| Danskere i Vestindien |
|
Jeg føler mig hjemme i Danmark. Det er her, jeg har mit tilhørsforhold, og her jeg føler mig tryg. Da jeg var lille, boede jeg en periode i Bulgarien sammen med min familie. Når vi fik besøg hjemmefra, skulle de altid have yoghurt med, for det savnede vi meget. Det var typisk dansk for os. Ligesom når man rejser sig i parken og synger "Der er et yndigt land", mens man holder en hot dog i den ene hånd og en Carlsberg i den anden. Jeg kan godt lide at rejse meget, men der er hele tiden et sted, jeg vender tilbage til, og det er mit hjem. Vores lille Danmark har ikke altid været en lilleputstat. Som kolonimagt etablerede vi os til højre og venstre på verdenskortet. Der blev oprettet handelskompagnier, og snart var der gang i Trekantshandlen; fra København til Guldkysten med våben, dernæst fra Guldkysten til Vestindien med slaver og endelig fra Vestindien tilbage til København med tobak, træsorter og melasse. Der var god efterspørgsel på disse varer, så de københavnske købmænd, der havde forstået at investere fornuftigt, tjente styrtende mange penge, hvilket de ikke var blege for at skilte med. Når jeg som inkarneret sønderjyde tager til København, skal jeg selvfølgelig på sightseeing, og så er det ellers lige meget, om jeg har været i København adskillige gange. Især de gamle palæer omkring Amalienborg formår gang på gang at imponere mig med deres enestående, stilrene arkitektur. Facaderne er velholdte og fascinerende, synes jeg. Indenfor har jeg aldrig set dem. Disse smukke bygningsværker, som ikke kun jeg, men også mange udenlandske turister beundrer, er netop blevet finansieret af sukkerindustrien. Der er tegn på sukkeret alle vegne i København - ikke kun i og med at vi alle sammen bliver tykkere og tykkere. Sukker har i flere århundreder været en fast bestanddel af det danske samfund. Der ligger endnu i dag en af de virksomheder, der blev skabt på grund af de enorme mængder melasse, der kom til København. Nu hedder virksomheden bare Danisco i stedet for De Danske Sukkerraffinaderier. Endda børnerimet med Peter Sukkertop har denne epoke affødt. Ting, som jeg ser som typisk dansk, og som derved per automatik, signaliserer hjemme for mig. At disse ting omgiver os i vores hverdag betyder ikke, at vi reelt set er klar over, hvad der er bag facaderne. Vi ser og værdsætter det ydre og æstetiske, uden at sanse det etiske. Etikken og moralen bag sukkerhandlen har aldrig eksisteret, men det virker ikke til at have bekymret nogen synderligt. Der er en film, der hedder "Roots". Den handler om en gruppe afroamerikanere, der ønsker at finde tilbage til deres afrikanske rødder. De følger slavehandlens spor og forsøger at sætte sig ind i deres forfædres situation. Undervejs får man et grusomt indblik i, hvordan slavehandlens tid var: alt lige fra tilfangetagelsen inde i landet, til fragten over Atlanten samt det inferno, der udspandt sig for dem efter ankomsten til deres nye tilværelse. Det skønnes, at 20% af de afrikanske slaver døde på vej til skibene ved kysten, og yderligere 20% under overfarten. Jeg krymper mere og mere sammen i sofaen, jo længere ind i handlingen jeg kommer. Filmen genfortæller blot historien, som den var, og alligevel kan den måle sig med enhver fiktiv thriller. Når der er en, der har det dårligt, plejer man at fortælle vedkommende noget, der kan virke opmuntrende. Noget at se frem til, så forventningens glæde formår at tage fokus fra det negative og således gøre det mere udholdeligt. For slaverne i Vestindien må frigørelsen have været det ultimative, og mange har forgæves måttet se frem til det. Børn har utvivlsomt spurgt deres mødre, om de nogensinde ville opleve friheden, og som en mor, der elsker sine børn, har de ikke kunnet svare andet end ja, der ville komme en dag, hvor de hvide kunne se, at de havde gjort dem uret og give dem deres frihed, så de kunne leve i frihed under lige rettigheder i deres eget hjem. For hjemme kan man ikke sige, de har været. Om de overhovedet har haft et tilhørsforhold, tvivler jeg på, for de fleste havde end ikke set det land, de oprindeligt stammede fra, og på den anden side kan jeg ikke forestille mig, at de har kunnet beskrive et sted, hvor de blev behandlet, som de gjorde, som værende deres hjem. Det alene, mener jeg, har gjort dem eksistensløse. Jeg definerer eksistensløse som en sindstilstand, hvor man ikke kender sig selv. Årsagen hertil kan være mange, men lige i dette tilfælde med slaverne mener jeg, at det har grundet i en uvidenhed. De har ikke kendt deres egen historie; hvorfra de kom, hvilken kultur der havde dannet ramme om deres familier og deres folk. Jeg kender min historie, derfor påstår jeg, at jeg kender mit eksistensgrundlag, der endvidere er et vigtigt redskab til at vide, hvem man selv er. En anden ting, man ofte benytter sig af, når man skal gøre status angående ens egen identitet, er, at beskrive sig selv ud fra det, man kan, og det man har gjort. Det vil sige, at det er vores færdigheder, der gør os til dem, vi er. Slaverne fik indoktrineret, at de var undermennesker, der ikke egnede sig til at tage vare på sig selv, men var skabt til et liv som den hvide mands undersåtter. Udover at tjene danskerne i Vestindien havde de altså ingen færdigheder. Efter frigørelsen i 1848 havde de ikke længere nogen reel værdi for plantageejerne, men udgjorde en fattig arbejderklasse, man helst så sig fri for. Absurd som det måske lyder, er det nok at foretrække at være en slave, der trods alt har en vis færdighed og værdi frem for intet. På den baggrund har jeg den holdning, at de blev reduceret til endnu mindre, end de var før juli 1848. Det burde have været en fantastisk dag, den 3. oktober 1848, da generalguvernøren på det tidspunkt, Peter von Scholten, proklamerede forbud mod slaveriet. Forud for dette lå generationer med ydmygelse, død, hårdt fysisk arbejde og en levestandard der trodser enhver beskrivelse. Det, afrikanerne havde håbet, ventet og længtes efter i alle de år, var der så med et. De måtte indse, at forventningens glæde havde oversteget selve begivenheden. Hvis man ikke føler sig tryg eller veltilpas et sted, er det det mest hensigtsmæssige at søge et andet sted hen. Det var der også mange, der gjorde. Da man i 1882 påbegyndte udgravningen til Panamakanalen, valgte mange af de forhenværende slaver fra De dansk Vestindiske Øer at flytte for at søge arbejde der. Jeg finder det meget sigende, at de foretrak en hverdag i et arbejdsmiljø, hvor gul feber samt malaria hærgede, og hvor stemningen arbejderne imellem var præget af vold og mord. Den handling beskriver, mere end samtidige tekster, hvordan situationen rent faktisk har været. Normalt lægger man en stolthed i at fuldføre det, man har påbegyndt. Selvom der kommer dårlige perioder, stikker man ikke bare halen mellem benene og giver op. Endnu en ting, jeg forbinder med Danmark. Stoltheden i et fuldført arbejde. Ikke desto mindre lader det til at have været en anden mentalitet dengang, vi var koloniherrer i Vestindien. Hjemme i kongeriget havde man vænnet sig til, at Vestindien var en indtjeningskilde med et pænt overskud, hvilket gjorde det prestigefyldt at være tilknyttet øerne. Så snart der kom underskud på kontoen, vendte bladet, og statens investeringer i St. Thomas, St. John og St. Croix blev færre og mere halvhjertede. De blev ikke betragtet som en del af Danmark længere, nu hvor pengene ikke kom med jævne mellemrum. Efter 1848 blev det presserende for den danske stat at komme af med de danske etablissementer i Vestindien. Lidt lige som når en gammel malkeko, efter års trofast tjeneste ikke leverer ligeså mange liter mælk om dagen, som den gjorde før. I en sådan situation er det bedst at få den solgt hurtigst muligt til den første tåbe, der bider på krogen. Første alvorlige salgsaftale for de danske caribiske kolonier var med USA i 1867, men senatet sprang fra i sidste øjeblik. Som dansker i Caribien må det have været et hårdt slag i ansigtet at få at vide, at Danmark ønskede at sælge kolonierne. Plantageejerne havde bestræbt sig på at opretholde en givtig produktion for at tilfredsstille "modernationen". De havde vænnet sig til helt andre forhold i dansk Vestindien end dem, der herskede i Danmark på det tidspunkt. Ikke kun klimatisk, men også helbredsmæssigt og socialt. Halvdelen af de børn, der blev født, døde som spæde, og dødeligheden blandt voksne var dobbelt så høj i Vestindien som i Danmark. Ofrene, danskerne har måttet bringe ved at tage til Caribien, har ikke været ganske ubetydelige. Ligesom afrikanerne ikke havde noget hjem i Vestindien, tror jeg heller ikke, at de danske plantageejere samt de andre danskere, der befandt sig på øerne har følt sig trygge nok på de caribiske øer til at betragte det som hjemme. Tryghed spiller nemlig en afgørende rolle i følelsen af at have hjemme et sted. Det gør den i alt fald for mig. I Bulgarien var der utrolig megen fattigdom, og en stor del af kriminaliteten var affødt deraf. Børn på min egen alder skulle sidde på gaden og tigge eller fungerede som lommetyve. En vinterdag skældte en dame min mor ud, fordi jeg havde en frakke på; det havde hun ikke selv råd til at give sine børn, og det var en utryg situation at blive stoppet på gaden og blive skældt ud, uden at man havde gjort noget forkert. Sådanne episoder var der en del af. Ikke fordi folk ikke var flinke eller venlige, for det var langt de fleste, og vi fik også gode venner samt mange gode oplevelser. Det var især i storbyen man skulle være på vagt, og det er nok en afgørende grund til, hvorfor jeg aldrig følte mig hjemme i Bulgarien. Der var kun en tiendedel så mange hvide danskere på St. Thomas, St. John og St. Croix, som der var afrikanere. En konstant frygt for oprør, forårsaget af den desperate situation de tidligere slaver befandt sig i, satte sit præg på hverdagen for alle, ligesom den gjorde på mig i Bulgarien. Derudover var koloniherrerne jo danskere, og det forventedes, at de forblev tro mod det land, de ikke havde set i adskillige år, nogle af dem aldrig. Efterhånden havde danskerne mindre og mindre med Danmark at gøre. At få at vide, at man er uønsket, er en meget ubehagelig oplevelse, for man bliver ved med at fundere over, hvad man har gjort forkert, og hvad der kunnet være gjort bedre, indtil man i en blanding af skuffelse, vrede og selvmedlidenhed kommer til den konklusion, at det også bare er de andre, der altid er utilfredse, og at lige meget hvad man gør, så kan det aldrig blive godt nok. Dette er et uheldigt forhold at have til sit hjemland. Alligevel må det have været den holdning, der kom til at præge den generelle stemning på De Vestindiske Øer. Nationalbegrebet var kommet frem i Europa som følge af de turbulente begivenheder, der havde præget de seneste 40 år. Man havde nu tilhørsforhold overfor en nation - sit hjem. Før havde ens loyalitet ligget hos en bestemt monark. I den tid, Danmark havde besiddelser i Caribien, var der ikke en dansk konge, der på noget tidspunkt aflagde et besøg. Der skete dog noget med monarkbegrebet, for folket begyndte i stigende grad at sætte sig op imod autoriteterne. Pludselig var det ikke en konge, man var loyal overfor, men en nation, det vil sige en ideologi og et begreb, der kendetegner sig ved fælles sprog, fælles kultur og fælles værdier. Sammenholdet indbyggerne imellem blev styrket på grund af denne nye tankegang. Det blev meget vigtigt at vide, at der var et os, og hvad dette bestod af. Ulempen er dog, at samtidigt med at der er et os, vil der også være et dem, og for at styrke sin egen nationalitet og derved sin identitet begynder man at fremhæve specielt de negative forskelle, der er mennesker imellem. I 1916 var der en afstemning om, hvorvidt man skulle sælge øerne eller ej. Flertallet bestemte sig for at sælge, altså overgik De dansk Vestindiske Øer den 1.april 1917 til USA. Nu var alle danske bånd til Vestindien i en nationalistisk forstand altså blevet skåret over. Befolkningen havde nu en ny nation at være loyal overfor, en ny kultur, et nyt sprog og så videre. For mig lyder det som en radikal forandring, men på den anden side havde man herhjemme i Danmark i en årrække bestræbt sig på at skubbe beboerne på St. John, St. Thomas og St. Croix mere og mere væk fra sig. Ifølge min overbevisning må danskerne i Vestindien have taget det, de syntes var bedst fra dansk kultur, og så indrettet sig i deres egen lille nation. Mange ting vil være forblevet i deres vante gænge efter overdragelsen til USA. De vil ikke med et være blevet amerikanere og taget alt det, det indebærer, til sig. Derfor har øerne sine tydelige danske præg, og derfor er det vigtigt, at vi i Danmark i dag ikke bare lader denne del af den danske historie gå i glemmebogen, men bibeholder kontakt med øerne, fordi det er ligeså vigtigt for vores historie og opfattelse af Danmark, som det er for dem, hvis liv blev Vestindien. |