PraktiskDokumenterAndre ressourcerKontaktEnglishLoginAdm
Trommedans og slaveforter i Ghana
Anders Bjørn, Christianshavns Gymnasium Sådan lyder konklusionen på den beretning om 2n.s studierejse til Ghana foråret 2009, som to af klassens elever har publiceret på Christianshavns Gymnasiums hjemmeside

Slavehandel på tværs
Studierejsen var kulminationen på et tværfagligt projekt mellem fagene historie, musik og engelsk om den danske slavehandel, den traditionelle ghanesiske kultur samt kulturmødeproblematikken. Det overordnede formål var at give eleverne nogle interkulturelle kompetencer samt en historisk indsigt i de dansk-ghanesiske relationer.
Inden afrejsen havde eleverne fået den nødvendige historiske baggrundsviden, bl.a. fra gæstelærere fra Ghana. Engelsklæreren havde undervist i det noget specielle "Ghana-engelsk", og i en musiktime blev de præsenteret for nogle danske og ghanesiske trommedansere.

ghana1

Gudernes velvilje
Den første del af turen foregik i Accra og var koncentreret om Danmarks og andre europæiske staters slavehandel på "Guldkysten". Det indebar besøg på Christiansborg Castle, den tidligere danske plantage Frederiksgave og bydelen Osu med de huse, som stadig bebos af familier med danske efternavne. Ved et rent held lykkedes det også at få adgang til en lokal traditionel helligdom ("shrine") mod ofring af to flasker snaps! Programmet omfattede desuden et foredrag på den danske ambassade om Ghanas aktuelle situation samt en forelæsning på Legon University om de dansk-ghanesiske familierelationer.
Det var også vigtigt at give de danske elever mulighed for at møde jævnaldrende ghanesere. Det foregik på en presbyteriansk gymnasieskole med sang og musik fra begge lande på plænen foran skolen.. Værternes overvældende gæstfrihed og smittende livsglæde gjorde besøget til en utrolig positiv oplevelse.
De første dages mange sanseindtryk var næsten for overvældende. Især besøget på Christiansborg gav eleverne noget at tænke over:
"Her så vi på egen hånd, hvilke forfærdelige forhold slaverne har levet under. Hvilken enorm forbrydelse trekantshandlen var mod disse mennesker, blev derved illustreret langt kraftigere end nogen bog eller undervisningstime ville have formået"

Ghana - tæt på

Turen gik derefter til Moree Beach tæt ved Cape Coast. Her blev eleverne undervist i trommedans af en lokal "divine drummmer", Okyerema, og hans gruppe af gadebørn, som han har oplært i de traditionelle danse og sange. Senere fungerede han som coach for de danske elever, der i grupper skulle forsøge at omsætte deres indsamlede viden om slaverhandel og trommedans til en række "performances" den sidste vemodige aften inden hjemrejsen.
Der var mange grænseoverskridende oplevelser undervejs som fx det at skulle benytte sig af nogle meget primitive toiletforhold, at blive konfronteret med de ofte meget påtrængende sælgere og ikke mindst den udbredte fattigdom i især de landsbyer, som vi besøgte. Nogle oplevede også at skulle overnatte i bælgmørke på et bræddegulv højt oppe i et træ i Kakum-junglen, hvor det blev nødvendigt at tilkalde en vagt til at slå en stor edderkop ihjel.

Detaljeret planlægning
Det er naturligvis et stort ansvar at bringe 28 unge mennesker 14 dage til et så fremmedartet sted. Forældrene blev informeret allerede i 1g, og bakkede 100 % op om turen. Rejsen var også grundigt forberedt, da begge lærere havde besøgt Ghana tidligere og derfor var fortrolige med forholdene dernede.
Det kunne dog ikke undgås, at flere fik dårlig mave og hedeslag trods grundige informationer om alle mulige forholdsregler. Alle var vaccinerede og udstyret med malaria-medicin inden afrejsen. Det var med til at gøre rejsen noget dyrere end en almindelig studierejse trods de lave leveomkostninger i Ghana. Så den samlede elevpris for de to uger incl. de fleste udgifter til mad blev ca. 9.500 kr.
Men takket være en privat sponsor (en af skolens tidligere elever) lod det sig gøre at holde sig inden for skolebestyrelsens loft på 5000 kr. pr elev. Pengene var givet godt ud. Det blev en helt uforglemmelig tur.
Læs mere: www.christianshavns-gymnasium.dk