| Et Tranquebarinitiativ |
|
Carsten Skjoldborg, national ASP-koordinator ”Et Besøg i Tranquebar af i Dag vil maaske for en Dansk forme sig som noget af en Skuffelse. Mens der i 1845 i Tranquebar og Omegn var 23.425 og i selve Tranquebar By med Forstæder 5000 Indbyggere, er der nu højst 2000, og Byen er kun en beskeden Fiskerby, hvor alt er meget forfaldent. Men der er trods alt noget hyggeligt og tiltalende over denne lille By ved den brede, hvide Strand og det blaagrønne, friske Hav, og Byen danner med sin Bymur, det gamle Kastel og de gamle Huse et forunderligt afsluttet Hele… Det slaar en straks, at Byplanen ikke er Indisk. Det er en lille dansk Købstad, hvor Gaderne skærer hinanden under rette Vinkler, det er Fæstningsbyen, et lille Fredericia, omgivet af Bastioner og Volde… Husene er danske i den Maade, hvorpå de ligger lige ud til Gaden i sammenbyggede Rækker og ikke som i andre indiske Byers europæiske Kvarterer gemt i haver.” (Sophie Petersen: ”Om Tranquebar”, Danmarks gamle Tropekolonier, 1946) Hvor Dannebrog engang har vajet i mere end 200 år På baggrund af forskningsprojektet ”Tranquebar i dansk litteratur” har lektor Ph.d. Kirsten Thisted, skrevet en artikel, der fokuserer på Sophie Petersen værk: ”Et værk der spidsformulerer fortællingen om Danmark som et gennemført humanistisk og retfærdighedshungrende lilleputland, der ironisk nok ofrer sine stormagts-potentialer netop for retfærdighedens skyld, men af den grund vinder så meget desto større ære på det etiske og moralske plan… Danmark repræsenterer orden og oplysning og står som kolonimagt for det oplyste, milde herredømme, der som en god forældrer tager sig af de (mindre udviklede) folk, som måtte komme i nationens varetægt.” Kirsten Thisted er en af de forskere der, i forbindelse med Nationalmuseets Tranquebar-initiativ, arbejder med 21 forskningsprojekter relateret til Tranquebar. ![]() Tharangambadi - byen ved den syngende brænding I 2007 udarbejdede to medarbejdere fra UNESCOs ASP-skoleprojekt et inspirationsmateriale til undervisning om Tranquebar. Materialet består af to billedserier på i alt 125 billeder om fortid og nutid i Trankebar samt en introduktion, litteraturhenvisninger og links. Billedserien kan bruges til at rejse problemformuleringer/undrespørgsmål, som eleverne kan arbejde videre med ved hjælp af litteratur og links. Interviews med forskere For at gøre materialet så aktuelt som muligt ansøgte ASP-netværket i 2007 Tips- og Lottomidlerne om penge til at foretage en række filminterviews med forskere fra otte af de 21 projekter • Børn i et imperialt kulturmøde - pre.doc. Karen Vallgårda • Dansk kolonialisme i Indien - lektor Esther Fihl • Fiskerisamfundet i Trankebar - lektor Esther Fihl • Lavkasternes Trankebar - forskningsassistent Caroline Lillelund • Trankebar - hvis historie? - Ph.d. stipendiat Helle Jørgensen • Trankebar i dansk litteratur - lektor, Ph.d. Kirsten Thisted • Tsunamiens kulturelle eftervirkninger i Trankebar - Ph.d. stipendiat Frida Hastrup • Dagligliv på Fort Dansborg i den tidlige kolonitid belyst gennem arkæologiske udgravninger - museumsinspektør Niels Engberg Det ansøgte beløb blev bevilliget sommeren 2008 og interviewene gennemført i december 2008. Hvert interview varer 5 - 7 minutter og giver de medvirkende forskere mulighed for at præsentere en lettilgængelig version af deres resultater. Samtlige interviews er nu tilgængelige på www.unesco-asp.dk. I tilknytning til interviewene findes link til artikler og rapporter udgivet i forbindelse med projekterne. |
