| Med slaveskibet Fredensborg |
|
Henrik Nicolaisen, Søndre Skole Undervisningen tilrettelægges som et ”story-line-projekt”, hvor 5. årgang tager hyre på slaveskibet Fredensborg, får tildelt navn på et besætningsmedlem fra dengang og sejler sydpå til Guldkysten i Afrika. På 6. årgang – fortsætter rejsen med slaver til De dansk-vestindiske Øer, og videre herfra hjem til Danmark med sukker. Slaveskibets besætning Vi befinder os i år 1767. De landlige omgivelser omkring Viborg er blevet for trange for en gruppe unge. Derfor drager vi til København, hvor fregatten (slaveskibet) Fredensborg netop ligger ved kaj og søger mandskab til et togt. Vi griber muligheden, og hver enkelt elev skriver en ansøgning om at få hyre ombord – som kok, matros, dæksdreng eller styrmand. Alle får hyre, og de første timer bruges til at blive sat ind i skibets planlagte rute, lære sømandsudtryk, blive fordelt på Kongens og Dronningens kvarter, som skibets to vagthold kaldes. Der skal skrives afskedsbrev hjem: Rejsen er farlig, det er dyrt at sende breve, så måske er det sidste mulighed for at få en hilsen igennem til familien. Eleverne udstyres med øveark til gammel, sammenhængende skrift, som de skal forsøge bedst muligt at bruge i deres breve. Samtidig udstyres de med en personlig dagbog, som skal føres hver dag, også med gammel skrift – og som kontrolleres hver dag af kaptajnen (læreren). I billedkunst fremstilles papirhatte, som bøjes og males, så de ligner den originale hovedbeklædning hos officererne. Alle elever får faste mønstringspladser og lærer kommandoerne: Til højre ret – se lige ud - rør. Mønstringspladserne indtages hver morgen, hvor kaptajnen fortæller om dagens opgaver for sejlvagt og frivagt samt andre farer og oplevelser, der kan ventes.  Skibet gøres klart Bagerst i klassen laves et tværsnit af Fredensborg, hvor hver elev placerer en lille dukke af sig selv. I loftet sættes sejl, og en flagstang med Dannebrog placeres bagerst i klasselokalet. Hver gang man går ud eller ind ad døren gøres honnør med ansigtet vendt mod flaget – glemmer man det, koster det en landlov (frikvarter). Liggeunderlag, hovedpuder, bøger og andet fremskaffes, som skal med på rejsen. Endelig kan vi afsejle fra København. Kong Christian den VII (1766-1808) hilser os fra land, og mandskabet stiller op på mønstringspladserne, giver kongen et nifoldigt hurra, hvorefter ”Kong Christian stod ved højen mast” afspilles /synges. Første stop er Kronborg, hvor der kastes anker. Glemte sager bringes ombord, og frivagten får landlov med besked om at lave tegninger af Kronborg og samle oplysninger om byen. Kurs mod Guldkysten Dagligdagen til søs melder sig. Kongens og Dronningens kvarter skiftes til at have vagten og føre skibets logbog, hvor position, vejr og tildragelser er faste punkter til udfyldelse. Alle har travlt med knob, morse, lære sømandsudtryk, lave signalflag, skrive drillende vers til en ”Sea Shanty” (arbejdssang), læse bøger om de steder, der skal besøges, træne engelsk og skrive i dagbøger. Af og til brydes dagligdagen med uventede oplevelser: - En dag er der storm, og vi oplever søsygen (alle elever løber 20 gange rundt om et fast punkt på gulvet, herefter en gang til styrbord og så til vinduerne i bagbords side) - En anden dag lægger vi til kaj i London. Frivagten får ordre til kun at tale engelsk i land for ikke at røbe vores nationalitet. Samtidig skal der laves tegninger af Tower Bridge og Tower of London. Der råbes et nifoldigt leve ved afsejlingen for Kong George den III. - Ud for Afrikas kyst møder vi et piratskib. Det kommer til kamp, og alle udstyres med tre kanon-papirkugler. Kan man ramme skraldespanden ved tavlen er piratskibet truffet, og man har optjent en ekstra landlov. Efter en oplevelsesrig rejse når vi fortet Christiansborg på Guldkysten. Skiftevis gives landlov til Kongens- og Dronningens kvarter, som gennem film sættes ind i de lokale forhold. Skibet rigges af og gøres klar til ombygning, så der kan komme slaver ombord. Det tager et år – så rejsen fortsættes først i 6. klasse! Vi gribes af historien! Story-line metoden får os alle til at føle, at vi virkelig er af sted på en lang og farlig rejse – i fortiden – som har betydning for os i nutiden – og som måske kan lære os noget, vi kan bruge i fremtiden!? |