Skolens ca. 900 elever og kursister havde i dagene op til
temadagene foreslået og valgt sig ind på emner under det fælles tema. I store
og små grupper blev der arbejdet på tværs af klassetrin og skoleformer, hvilket
i sig selv var en interkulturel udfordring.
Famlende, men entusiastiske 1.g’ere skulle således
samarbejde med selvsikre og måske lidt styrende 3.g’ere. Lærerne deltog på lige
fod med eleverne, men også som vejledere og igangsættere, når der var behov for
det.
Hele arbejdet skulle ende ud i et brag af en fest for Forældre,
Lærere og Elever – en FLE-fest med fremvisninger af resultaterne af de tre
dages hektiske arbejde.
En broget verden
Den største gruppe var ”Etnisk mad”. Vel ikke overraskende!
Mad er essentielt, og de fleste af os vil gerne både nyde det velkendte og
samtidig eksperimentere med det fremmedartede. I dette kulinariske møde opstår
nye smagsoplevelser, som kan symbolisere, hvad det multikulturelle går ud på,
nemlig det vellykkede kulturmøde, hvor ”ny, sød musik opstår”.
Musik var da også noget, der tiltrak mange. Musikken, vi
hører i dag, er produktet af de utallige kulturmøder på godt og ondt, som har
præget verden siden den store mennesketransport over Atlanten – den
transatlantiske slavehandel. For det utrænede øre kan det være svært at høre de
enkelte elementer af lyde og toner, der stammer fra arabisk, tyrkisk, indisk og
vestafrikansk musik som blandes med mere kendt vestlig tonalitet. Men det er
faktisk nogenlunde, hvad der ligger bag et godt stykke soulmusik.
Til musikken hører dansen, og rigtig mange øvede sig på at
få styr på fødder og krop frem til de flotte opvisninger ved FLE-festen.
Dramaet var der også gang i. Ved hjælp af forum-teater
afprøvedes forskellige sider af kulturmødet og forsøg på løse op for fastlåste
positioner i mødet med ”de andre”.
”Nørdernes” verden
Mens der var gang i gryder, musik, dans og teater, var der
andre grupper, der ”nørdede” med mindre spektakulære - men ikke mindre vigtige –
sider af det multikulturelle. Én gruppe studerede således optagelsen af fremmede
låneord i det danske sprog. En anden arbejdede med at indkredse begrebet
danskhed, en tredje med traditioner og tro.
En gruppe undersøgte etnolekter ved at interviewe elever med
andre modersmål end dansk. Hvordan udvikles forskellige former for sprog, når
mor og far taler anderledes end kammeraterne i skolen? På skolen er der f.eks.
30 forskellige sprog repræsenteret hos eleverne.
Skolens gæsteelever blev inddraget i undersøgelser af,
hvordan Danmark og danskere opleves udefra. Her var det svært at undgå varme kartofler
og Muhammed-krise. Jantelov og frygt for udlandet var andre emner, der blev
analyseret, ligesom mediernes magt indgik.
Verden rundt
Det fører for vidt at beskrive alle aktiviteter, og det var
da også kun de få, der kunne overkomme at nå hele vejen rundt, da skolen slog
dørene op for forældrene til den store FLE-fest. I alle lokaler var der
plancher, foredrag, debatter, multimedie-produkter, smagsprøver, museer,
malerier, installationskunst osv. samtidig med, at der var opvisninger med
musik og dans og teater.
”Verden i Næstved” var bestemt ikke kedeligt, og det var
trætte, men stolte elever og lærere, der mødtes næste dag for at rydde op og gå
i gang med hverdagen igen.
En hverdag med lidt flere vinkler på os selv og verden i
bagagen.