Modellen blev afholdt under FN’s uddannelsesorganisation, Unesco og forløb som et rollespil, hvor de deltagende delegationer skulle gennemspille en session i De Forenede Nationers Generalforsamling.

“Teach me, and I’ll remember – involve me, and I’ll learn”
I en stadig mere kompleks og globaliseret verden, hvor problemer og udfordringer i stigende grad bliver internationale, er viden om håndtering af kriser og konflikter vigtigere end nogensinde. Baggrunden for de tilbagevendende FN-simulationsmodeller er, at elever fra hele verden gennem beskæftigelse med FN og diplomatiske spilleregler kan få indsigt i de muligheder, der findes for at forhandle sig til internationale løsninger.



Forberedelse
Vi startede forberedelserne allerede omkring juletid, hvor invitationen fra Argentina kom fra det danske ASP-Unesco-netværk.
Skolens interkulturelle studieretning var et oplagt bud på en deltager – klassen har engelsk (A), samfundsfag (B), religion (B) og naturgeografi (B). Der blev udformet en ansøgning til Unesco i Danmark, og de deltagende elever gik i gang med at skaffe sig at skaffe sig finansielle sponsorer. Processen lykkedes, men først i sidste øjeblik!

Nicaragua på spil
Forberedelse var især af faglig karakter. Deltagerne måtte ikke repræsentere deres eget land, men fik tildelt et andet land. Vi skulle repræsentere Nicaragua – et af verdens fattigste lande med mange og massive problemer. Først skulle vi sætte os ind i, hvordan forholdene er i Nicaragua med hensyn til befolkning, naturressourcer, historie, ideologi, økonomi etc. Dernæst skulle vi formulere Nicaraguas politik inden for de emner, som spillet i Argentina skulle dreje sig om, f.eks. analfabetisme, bæredygtig udvikling, kloning mm.
Det krævede en del informationssøgning og læsning, før vi følte os klædt på til at deltage som ægte nicaraguanere. Inden sommerferien udsendte den argentinske spilledelse et omfattende materiale på spansk og engelsk, samt en del links til de forskellige underkomitéer. Derpå kunne vi tage fat på arbejdet med at skrive de ’working papers’ og ’policy statements’, som skulle læses op og forhandles, når vi kom til Argentina.



Argentinsk gæstfrihed
Vi var ved godt mod, da vi efter 29 timers problemfyldt rejse ankom til Instituto José Hernández. For at få størst muligt indblik i kulturen og argentinernes verden havde vi hjemmefra valgt at blive indlogeret hos private familier. Gæstfriheden var overvældende, og det var et yderligere plus, da det viste sig, at døtrene i disse familier også deltog i projektet. Derudover var der studerende fra den lokale tolkeuddannelse til at hjælpe os under forhandlingerne, der foregik på spansk.


Diplomatiets kunst
Simulationsspillet var meget dygtigt og grundigt forberedt og blev styret af tidligere elever fra Instituto Jose Hernandez. Nogle af dem var langt i deres videregående uddannelse og havde skabt sig erfaringer med international politik gennem f.eks. studieophold på Harvard.
Selve spillet var gennemsyret af såvel formelle som uformelle regler. Der var klare regler for, hvordan resolutioner skulle udarbejdes og stilles op. Alt skulle formuleres præcist, linier nummereres, opbakning samles og referencer til tidligere beslutninger indføjes. På forhånd havde eleverne fordelt rollerne som hhv. ambassadør og deltager i en af de tre komiteer – Education and Culture, Science og Social Science mellem sig.
Under spillet samledes disse komiteer først efter verdensdele og siden i plenum. Hele tiden skulle man opføre sig som en ordentlig diplomat – man formulerede sig høfligt og formelt og viste den fornødne respekt for formandskabet.
Hertil kom de uformelle forhandlinger, der også var lagt i faste rammer. F.eks. kunne man sende beskeder rundt til de andre delegationer med budbringere. For at kunne opretholde disciplinen hos flere hundrede elever i alderen 15-19 var der indført en dress-code. Det betød, at pigerne skulle være i nederdel og skjorter eller bluser, mens drengene måtte møde op i jakke og slips.
Der var en livlig aktivitet såvel i komiteerne som i plenum, når der skulle forhandles om de enkelte resolutioner – og også en del lobby-virksomhed. Når forhandlingerne nåede ind i afgørende faser, blev de afbrudt af formandskabet, så man kunne dyrke lidt korridor-snak for at samle opbakning til ens egen resolution eller ændringsforslag til den resolution, der så ud til at ”vinde”. Desværre betød de mange latinamerikanske deltagere, at resolutionerne havde en tendens til at være endog meget kritiske overfor USA. Det gik så langt, at vi fik tilbudt en større sum af USA's delegation for at støtte deres resolution!

Fik vi noget ud af det?
I de sidste par år har der været fokus på de mange forandringer og udfordringer, som et moderne globaliseret samfund står overfor. Noget, der kan være vanskeligt at forstå, når man sidder trygt og godt hjemme i Danmark. Her er FN-simulationsspil i udlandet en enestående chance for at få forståelse for, hvordan verden udvikler sig – og hvilke muligheder og vanskeligheder en global forsamling som FN står overfor.
Vi kom hjem med større indsigt i, hvad international politik handler om – og så selvfølgelig med en enestående oplevelse af et fantastisk gæstfrit og venligt land på den anden side af jordkloden.